Vores formål er at formidle powerfulde og unikke krystaller, kraftting og figurer, som kan understøtte din spirituelle rejse. Alle magiske produkter på vores side er indviet og renset af os. På siden kan du finde redskaber, som healer dig via dit åndedrag, via lyd eller via vibration, som krystallerne sender til vandet i din krop for at igangsætte en healing på et fysisk, psykisk og åndeligt plan.
Vi tilbyder begge forskellige healingsformer og udbyder både kurser og uddannelse med rod i shamanismen men også med afsæt i arbejdet med stjernevæsener.
Siden er en kombination af en webshop men også en side, hvor du kan læse om vores baggrunde og healingsformer. Du er altid velkommen til at skrive en besked til os, hvis du har spørgsmål til vores måde at arbejde på.
Hvis du har en krystal, som du leder efter, som enten er udsolgt på siden eller en krystal, som du ikke har kunnet finde andre steder, så skriv endelig til os. Så vil vi gøre alt for at opfylde dit ønske.
God fornøjelse
Aron og Sophia Ayoanna
Læs om vores egen magiske rejse ind i den spirituelle verden
Sophia Ayoanna Ravenheart
Min rejse ind i den spirituelle verden startede i 2012, hvor jeg stod i en stor krise i mit liv. I knap 20 år havde jeg været stærkt påvirket af social angst. En revalidering havde fået mig ud på den anden side, men da jeg startede i mit ”drømmejob”, så kom angsten snigende i så høj grad, at den fyldte alt igen.
Jeg var skræmt, frustreret og havde en følelse af, at jeg på ingen måde havde evnerne til at være i denne verden med de krav, som der blev stillet til mig. At jeg måtte enten være doven eller skør. Midt i frustrationen over min uhåndterlige psyke, rammes jeg af den for mig værste autoimmune sygdom.Alt dette fik mig til at søge hjælp hos en shaman, som senere viste sig at være min lærermester. Jeg kunne stille denne vise sjæl 5 spørgsmål for et symbolsk beløb. Det eneste, som jeg skulle oplyse var min e-mail og mit fornavn. Det virkede ganske ufarligt, men det skulle vise sig at være de bedste penge, som jeg nogensinde havde brugt på mig selv.
Svarene og provokationen – ja svarene var dybt provokerende for mig – igangsatte en transformerende proces for mig, som har bragt mig hen, hvor jeg er nu. En selvstændig erhvervsdrivende kvinde med stor succes, som er så velsignet at kunne leve sin drøm ud i fulde drag. Flere og flere muligheder åbenbares for mig. Og jeg tør gribe mulighederne. Jeg er så heldig, at jeg i 2018 fandt min tvillingeflamme Aron. Det har givet mig modet til at vokse endnu mere. Jeg har fået den støtte kraftmæssigt. som gør, at jeg tør tage de skridt ud på ukendt grund, som jeg aldrig har turdet tage alene.
Hvis nogen havde sagt til mig for bare 10 år siden, at jeg ville heale og rådgive mennesker clairvoyant og samtidig med at drive en webshop med krystalsalg, så ville jeg have troet, at de var skøre.
Min rejse har været intens. Jeg er på ingen måde den kvinde, som dagligt græd på toilettet på mit job i en stor modevirksomhed. Jeg er transformeret på alle planer, og rejsen er på ingen måde slut. Jeg ser mit liv som et eventyr, som folder sig mere og mere ud – dag for dag. Jeg bliver stadig testet på tillid, troen på mig selv og fremtiden, men et er sikkert. Jeg føler mig i live. Jeg er angstfri. Jeg er stolt af mig selv, og jeg nyder alle de talenter og relationer, som folder sig ud foran mine fødder år for år. OG JEG LEVER FREMFOR AT OVERLEVE.
Som du nok kan læse, så har jeg været helt nede at bide i græsset. Jeg har været så tæt på at få pension og leve bag nedrullede gardiner. Men min sjæl stampede stædigt og voldsomt i jorden og sagde nej!!!!! Er det sådan her, som du vil leve resten af dit liv? Heldigvis lyttede jeg til min sjæl.
Siden jeg åbnede min virksomhed i 2014, har jeg haft mange mennesker igennem mine hænder. Det har været så fantastisk. Alle mine klienter har været med til at forme mig og været med til at udfordre og udforske mine talenter.
Jeg har følgende uddannelser
Reiki 1+2
Krystalhealing
Shaman af Ny tidOg vigtigst af alt, så læser jeg min egen indre bog. Åbner op for min egen visdom i det tempo, som jeg er klar til.
Som person er jeg bundærlig, kærlig, upoleret og har en stor portion humor. Og vigtigst af alt, så er jeg rummelig.
Lys og kærlighed
Sophia Ayoanna
Aron Ravenheart
Min rejse ind i den spirituelle verden, startede da jeg blev født. Her voksede jeg op i en verden, som var svær at forstå og fuld af udfordringer. Jeg husker at jeg aldrig følte jeg hørte til nogen steder, en følelse af at der var meget mere, end den begrænsende måde, at andre mennesker fortolkede livet på.
Min barndom og mit yngre liv, var på ingen måde en let rejse. Jeg var meget misforstået og allerede fra tidlig skolegang, kæmpede jeg med invaliderende søvn problemer, som jeg nu ved også havde noget med at gøre – at jeg ikke ønskede at være her.
Det var en kamp som dominerede mit liv fra ganske ung, helt op til mit voksne liv. En tilstand hvor jeg op til 100 gange om dagen, svævede ind og ud af denne bevidsthed og en drømmeverden af kæmpe dimensioner. Det var en tid hvor jeg ikke kunne holde mig vågen i skolen, var fuldstændig energi drænet og følte at hver dag var en udmattelse.
Op igennem min opvækst har jeg altid søgt en intens tilgang til livet, som har fået mig ud på mange omveje, smagt mange sandheder og ikke mindst gjort at jeg har lært en anden måde at se verden på.
I 2015 var der en del i mig som begyndte at modne, og jeg begyndte at søge et svar på et dybere plan, om noget som for mig på det tidspunkt, stadig var et mysterium.
Et fænomen som jeg dagligt oplevede, var en intens energetisk fornemmelse som skød op igennem min rygrad og op i hovedet, en intens følelse af opslugt ekstase. Følelsen kom når jeg lyttede til musik eller havde dybere samtaler.
Der var endnu på dette tidspunkt ikke lykkedes at finde et svar, men det var i dette år hvor jeg fandt et ord, som ledte mig på sporet af min sande spirituelle retning i livet.
Ordet var Kundalini.
Mange forbinder kundalini med noget farligt og mystisk. Jeg vidste at jeg var nødt til at gå dybere i forståelsen om hvad det var, da dens symptomer i særdeleshed beskrev mine sensoriske oplevelser på et dybt plan.
På det tidspunkt var der ikke meget hjælp at hente og efter meget research, besluttede jeg mig for at starte på et kundalini yoga hold – for de måtte da have et svar.
Jeg fandt dog at min yoga lærer ikke vidste noget som kundalini, på trods af at hun underviste i kundalini yoga. Jeg husker at være meget skuffet da jeg gik derfra.
Lidt slukøret valgte jeg herefter at gå en anden retning. Jeg fandt en spirituel gruppe på facebook og opsøgte et møde, med en person som fortalte om en spirituel mester uddannelse.
Det var her at min fordybelse af min egen spirituelle forståelse virkelig blomstrede og jeg sagde ja til rejsen.
Hen i mod slutningen af mit forløb i 2018, blev jeg anbefalet at købe en krystal hos Sophia Ayoanna. Det var et møde som var arrangeret fra det højeste sted, et magisk og helt udefinerbart møde, som affødte at vi kort efter var sammen.
Vi er tvillingeflammer og noget større, som havde fundet hinanden.
Efter mit forløb hos min læremester afsluttede, smed jeg alt jeg havde lært i skraldespanden. Jeg fandt ud af at det ikke var min vej eller sandhed som jeg arbejde med.
Med Sophia som min flamme, blev der skabt sjæls alkymi på det højeste plan. Hver dag var en indsigtsfuld og sjæls fornyende rejse, hvor at mine sandheder konstant blev testet og formet.
I de år jeg nu har været sammen med Sophia, har jeg været igennem de mørkeste afkroge af mit sind, ånd og sjæl. Jeg har set de største følelser i øjnene, belyst mit indre mørke og bragt lys til de aspekter som jeg indtil nu er klar til.
Jeg ved at min rejse kun lige er begyndt – i dette liv. Da jeg ved at min ånd har så meget mere, som blot venter på at udfolde sig i livet som stadig er.
Da jeg mødte Sophia, havde hun allerede for flere år tilbage, taget en uddannelse som shaman af ny tid. Dette udviklingsforløb har hun senere oplært mig i, men med hendes sandhed og fortolkning af den måde hun arbejder på og ser verden.
Det er især igennem dette udviklingsforløb og træning som shaman, at jeg fik vakt mine egne evner, sandheder og formål til live. Det var her at jeg fandt en dyb sandhed og forståelse af den jeg er og det jeg er kommet her for.
Jeg ved naturligvis ikke mit fulde billede endnu, da mit livs formål ændrer sig i takt med det jeg er klar til. Men jeg ved at jeg er tættere på mit sjæls kald end nogensinde før og at jeg igennem den dybe transformation, kan hjælpe andre med at finde lyset og retningen på deres egen rejse.